Social ulighed har været et problem siden menneskets eksistens. I dag er det nok ikke noget danskere så tit ser eller forbinder med Danmark, men har det altid været sådan? Nej, det har det ikke. Som sagt har social ulighed altid eksisteret, men det var først i litteraturens moderne gennembrud, altså slutningen af 1800-tallet, at vi begyndte at skrive om det. Georg Brandes var manden, der satte det hele i gang i Danmark. Han mente, at vi skulle sætte problemer under debat og opfordrede forfattere og kunstnere til at sætte ord på de samfundsmæssige problemer, som ingen snakkede om. En forfatter, der lyttede til dette, var Henrik Pontoppidan (1857-1943), som var journalist og novelle- og romanforfatter. En af hans meget kendte værker, er novellen "Ane-Mette" hvori han kritiserer den sociale ulighed, som fandtes på landet. Pontoppidan skrev tingene som de var, han lagde ikke skjul på sine følelser, og mange mener, at han havde et køligt og kynisk blik på elendigheden. Hans skrivestil var meget naturalistisk. I naturalismen forklares menneskets handlinger som et produkt af dets arv og miljø. Man ser derfor ofte meget detaljerede beskrivelser af miljøet, fx skrev Pontoppidan: ”Den vej, der fra Lillelunde by fører vest, bugter sig først på en strækning hen over fladt og frodigt land med spredtliggende gårde og grønne marker. Derefter kravler den møjsommeligt op ad en svær, knudret og ufrugtbar højderyg, der brat hæver sig.”
Det er almindelig kendt at der var store klasseskel i 1800-tallets Danmark. Pontoppidan var en af tidens førende skribenter, og hans samfundskritiske tekster blev en stor del af hans eftermæle, og var med til at forbedre forholdende for de laveste i samfundet. "Ane-Mette" fra 1887, er et eksempel på hvordan Pontoppidans foragt for den sociale ulighed kommer til udtryk på i hans værker. Han drager opmærksomhed på hvordan der skelnes mellem rig og fattig, og hans sympati er ikke til at tage fejl af: "Hun sad i sørgetøj og støttede den noget lange, fremskudte hage i en knoklet hånd, der var tør og mishandlet af arbejde, mens hun - i tanker - stirrede ud over fjorden."
"Det beskrives hvad en begravelse koster, og at der ringes højere med kirkeklokkerne, hvis man betaler mere. Der er tre begravelsestyper, for de rige, for de mindre rige og for de fattige. De fattige ringes der ikke for." Sådan lyder det i Henrik Pontoppidans novelle, "Ane-Mette". Som citatet fortæller, handler denne novelle om en kirkes begravelser i 1887, med henblik på en fattig familie. Det skal præsentere den sociale ulighed og vilkårene for de fattige. En gruelig fortælling om en pige, Ane-Mette, som skal graves op af graven med det ene formål at skabe en gravplads til en rigere familie. Pontoppidan skriver i 3. person og er meget objektiv. Dog kommer han med direkte replikker fra karakterene som får læseren til at tænke enten godt eller dårligt om karakteren. Han viser tydelig sympati for de fattige i novellen og fremstiller de rige som usympatiske og tarvelige.
”Det beskrives, hvad en begravelse koster, og at der ringes højrere med kirkeklokkerne, hvis man betaler mere. Der er tre begravelsestyper, for de rige, for de mindre rige og for de fattige. De fattige ringes der ikke for”. Dette er et vigtigt citat, som beskriver de centrale problemer i Henrik Pontoppidans novelle ”Ane-Mette” fra 1887. I novellen ses et gennemgående tema om ulighed, forskel og begrænsninger. Pontoppidan skaber et klart og upoleret billede af forskellen mellem rig og fattig. Novellen er skrevet lige ud af posen, og det er ikke en hemmelighed, at stakkels Ane-Mettes barnelig graves op til fordel for den velhavende Anders Jensens lille pige. Pontoppidans naturalistisme skrivestil er direkte og nærmest kynisk. Der er ikke lagt låg på elendighedens barske miljø og sorgerne, som følger med.
In the story, Ane-Mette, the author uses gloomy descriptions and a sympathetic tone to convey the difficult life of the family of Ane-Mette. The family in the story deals with issues of alcoholism, poverty, and the premature death of their child, Ane-Mette. Using these struggles, the author strengthens his message that inner peace can always be found. If even the “stakkels moder,” Elsebeth, “følt sig så let om hjertet,” he proves that it is possible for anyone, no matter their hardships, to find peace. Additionally, by providing a connection for all people facing difficulties, the author helps the reader to see a relatedness between characters of different backgrounds. Although a wealthy family takes the grave of Ane-Mette, they too are facing the loss of a child. While the reader feels sympathy towards poor Elsebeth, Elsebeth’s newfound peace allows for the understanding that one person’s struggles can only be different from another’s, not greater.
I Novellen ”Ane-Mette” fra 1887 fortæller Henrik Pontoppidan historien om en fattig moder, der må grave sin døde datters knogler op af graven, da der skal være plads til et andet dødt barn fra en rigere familie. Novellen er et godt eksempel på hvordan Det Moderne Gennembruds forfattere satte samfundsproblemer under debat gennem deres værker. Henrik Pontoppidan blander sig i historien gennem en subjektiv altvidende fortæller og kommenterer gennem billedsprog, ironi og symbolik på den sociale uretfærdighed fattige mennesker dengang måtte lide. Han kritiserer i høj grad kirkens rolle i samfundet som ses i bl.a. følgende citat. ”Den lille hjælpepræst hoppede omkring som en skade, som om han var betalt for det… hvad han for øvrigt også var. Provsten talte først en hel time, og efter jordpåkastelsen talte han helt op til hundrede under den ’stille bøn’ i hatten.” Ved at sammenligne præsten med en skade, der kun går op i penge fremstiller Pontoppidan kirken som grådig og hyklerisk. Pontoppidan sympati ligger helt åbenlyst hos ”den stakkels moder”, som han flere gange selv kalder hende som må nøjes med et fjernt lille hjørne at grave resterne af lille Ane-Mette ned i.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletSocial ulighed har været et problem siden menneskets eksistens. I dag er det nok ikke noget danskere så tit ser eller forbinder med Danmark, men har det altid været sådan? Nej, det har det ikke. Som sagt har social ulighed altid eksisteret, men det var først i litteraturens moderne gennembrud, altså slutningen af 1800-tallet, at vi begyndte at skrive om det. Georg Brandes var manden, der satte det hele i gang i Danmark. Han mente, at vi skulle sætte problemer under debat og opfordrede forfattere og kunstnere til at sætte ord på de samfundsmæssige problemer, som ingen snakkede om.
SvarSletEn forfatter, der lyttede til dette, var Henrik Pontoppidan (1857-1943), som var journalist og novelle- og romanforfatter.
En af hans meget kendte værker, er novellen "Ane-Mette" hvori han kritiserer den sociale ulighed, som fandtes på landet. Pontoppidan skrev tingene som de var, han lagde ikke skjul på sine følelser, og mange mener, at han havde et køligt og kynisk blik på elendigheden. Hans skrivestil var meget naturalistisk. I naturalismen forklares menneskets handlinger som et produkt af dets arv og miljø. Man ser derfor ofte meget detaljerede beskrivelser af miljøet, fx skrev Pontoppidan: ”Den vej, der fra Lillelunde by fører vest, bugter sig først på en strækning hen over fladt og frodigt land med spredtliggende gårde og grønne marker. Derefter kravler den møjsommeligt op ad en svær, knudret og ufrugtbar højderyg, der brat hæver sig.”
Et sturt sturt 5-tal <3
SletDet er almindelig kendt at der var store klasseskel i 1800-tallets Danmark. Pontoppidan var en af tidens førende skribenter, og hans samfundskritiske tekster blev en stor del af hans eftermæle, og var med til at forbedre forholdende for de laveste i samfundet. "Ane-Mette" fra 1887, er et eksempel på hvordan Pontoppidans foragt for den sociale ulighed kommer til udtryk på i hans værker. Han drager opmærksomhed på hvordan der skelnes mellem rig og fattig, og hans sympati er ikke til at tage fejl af: "Hun sad i sørgetøj og støttede den noget lange, fremskudte hage i en knoklet hånd, der var tør og mishandlet af arbejde, mens hun - i tanker - stirrede ud over fjorden."
SvarSlet"Det beskrives hvad en begravelse koster, og at der ringes højere med kirkeklokkerne, hvis man betaler mere. Der er tre begravelsestyper, for de rige, for de mindre rige og for de fattige. De fattige ringes der ikke for."
SvarSletSådan lyder det i Henrik Pontoppidans novelle, "Ane-Mette". Som citatet fortæller, handler denne novelle om en kirkes begravelser i 1887, med henblik på en fattig familie. Det skal præsentere den sociale ulighed og vilkårene for de fattige. En gruelig fortælling om en pige, Ane-Mette, som skal graves op af graven med det ene formål at skabe en gravplads til en rigere familie.
Pontoppidan skriver i 3. person og er meget objektiv. Dog kommer han med direkte replikker fra karakterene som får læseren til at tænke enten godt eller dårligt om karakteren. Han viser tydelig sympati for de fattige i novellen og fremstiller de rige som usympatiske og tarvelige.
Indledning til Pontoppidans ”Ane-Mette”
SvarSlet”Det beskrives, hvad en begravelse koster, og at der ringes højrere med kirkeklokkerne, hvis man betaler mere. Der er tre begravelsestyper, for de rige, for de mindre rige og for de fattige. De fattige ringes der ikke for”. Dette er et vigtigt citat, som beskriver de centrale problemer i Henrik Pontoppidans novelle ”Ane-Mette” fra 1887. I novellen ses et gennemgående tema om ulighed, forskel og begrænsninger. Pontoppidan skaber et klart og upoleret billede af forskellen mellem rig og fattig. Novellen er skrevet lige ud af posen, og det er ikke en hemmelighed, at stakkels Ane-Mettes barnelig graves op til fordel for den velhavende Anders Jensens lille pige. Pontoppidans naturalistisme skrivestil er direkte og nærmest kynisk. Der er ikke lagt låg på elendighedens barske miljø og sorgerne, som følger med.
In the story, Ane-Mette, the author uses gloomy descriptions and a sympathetic tone to convey the difficult life of the family of Ane-Mette. The family in the story deals with issues of alcoholism, poverty, and the premature death of their child, Ane-Mette. Using these struggles, the author strengthens his message that inner peace can always be found. If even the “stakkels moder,” Elsebeth, “følt sig så let om hjertet,” he proves that it is possible for anyone, no matter their hardships, to find peace. Additionally, by providing a connection for all people facing difficulties, the author helps the reader to see a relatedness between characters of different backgrounds. Although a wealthy family takes the grave of Ane-Mette, they too are facing the loss of a child. While the reader feels sympathy towards poor Elsebeth, Elsebeth’s newfound peace allows for the understanding that one person’s struggles can only be different from another’s, not greater.
SvarSletI Novellen ”Ane-Mette” fra 1887 fortæller Henrik Pontoppidan historien om en fattig moder, der må grave sin døde datters knogler op af graven, da der skal være plads til et andet dødt barn fra en rigere familie. Novellen er et godt eksempel på hvordan Det Moderne Gennembruds forfattere satte samfundsproblemer under debat gennem deres værker. Henrik Pontoppidan blander sig i historien gennem en subjektiv altvidende fortæller og kommenterer gennem billedsprog, ironi og symbolik på den sociale uretfærdighed fattige mennesker dengang måtte lide. Han kritiserer i høj grad kirkens rolle i samfundet som ses i bl.a. følgende citat. ”Den lille hjælpepræst hoppede omkring som en skade, som om han var betalt for det… hvad han for øvrigt også var. Provsten talte først en hel time, og efter jordpåkastelsen talte han helt op til hundrede under den ’stille bøn’ i hatten.” Ved at sammenligne præsten med en skade, der kun går op i penge fremstiller Pontoppidan kirken som grådig og hyklerisk. Pontoppidan sympati ligger helt åbenlyst hos ”den stakkels moder”, som han flere gange selv kalder hende som må nøjes med et fjernt lille hjørne at grave resterne af lille Ane-Mette ned i.
SvarSlet